Evidens

metode

Evidens og effekt
Den motiverende samtale er en af de mest veldokumenterede metoder til at motivere mennesker til forandring (Walters & Rogers, 2011). Der er udgivet ca. 1.800 artikler i videnskabelige tidsskrifter om den motiverende samtale og der er publiceret mere end 200 randomiserede kliniske forsøg, hvor man har sammenlignet effekten af den motiverende samtale med andre metoder. Der er udgivet flere metaanalyser, der sammenholder disse resultater. Resultatet af disse studier viser, at den motiverende samtale kan anvendes med positiv effekt inden for områder som alkohol, marihuana, rygning, stofmisbrug, kost, rygning, motion, sikker sex og ludomani (Lundahl 2010, Lundahl 2012). Flere studier viser endvidere, at den motiverende samtale går godt i spænd med andre metoder som eksempelvis kognitiv adfærdsterapi og kan bruges før en anden mere handlingsorienteret behandling til effektivt at øge engagementet i behandlingen og øge fremmøde og compliance (Lundahl 2010).

På grund af dens stærke evidensgrundlag anbefales den motiverende samtale af både Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen i det patient- og borgerrettede arbejde.

I artiklen ’Effekten af den motiverende samtale – 25 års empiriske studier’ kan du læse mere om evidensen bag den motiverende samtale: http://denmotiverendesamtale.dk/Effekten_og_Evidensen_af_Den_Motiverende_Samtale.pdf