Alkohol og misbrug

Forsøg på overtalelse medfører ofte øget alkoholforbrug
Den motiverende samtale er oprindeligt udviklet inden for alkohol- og misbrugsområdet i slutningen af 1970’erne og i starten af 198o’erne af den amerikanske psykolog William R. Miller. Metoden er et opgør med tankegangen om, at man som behandler skal installere motivation i mennesker, der har et overforbrug, men som ikke umiddelbart er klar til at skære ned i sit forbrug. En grundlæggende tanke i den motiverende samtale er, at mennesker med et overforbrug af alkohol ofte er ambivalente i forhold til deres forbrug, og hvis de bliver mødt af en behandler, der forsøger at overtale dem til forandring, vil de ofte forsvare deres forbrug og argumentere for status quo.

Personen skal selv tale for en forandring
Millers forskning har afsløret, at det er essentielt, hvordan personen taler om sit forbrug. Jo mere personen forsvarer sig og argumenterer for status quo i en samtale, jo mindre forandrer personen sig efterfølgende. Omvendt viser Millers forskning, at jo mere personen selv verbaliserer sine ønsker og grunde til forandring, jo mere forandrer personen sig efterfølgende. Derfor er det vigtigt, at en behandler ikke forsøger at overtale eller tvinge personen til at ændre sit alkoholforbrug, men derimod bruger tid på at udforske, hvilke grunde personen selv ser til at ændre sit forbrug.

Empati og forståelse medfører reduktion
I stedet for en installerende tilgang til motivation anbefales en frembringende tilgang. Behandleren må møde personen med accept og en empatisk tilgang, og først og fremmest arbejde på at forstå personens perspektiv og eget syn på sin situation. Forståelse af andres perspektiv og syn kræver nysgerrighed og forudsætter, at man i højere grad arbejder med at stille spørgsmål og lytte end at give svar og komme med løsninger. Empati og personcentreret tilgang er afgørende i forhold til at kunne frembringe personens egne argumenter for at ændre sit forbrug af alkohol eller stoffer.

Et overbevisende evidensgrundlag
Et væld af studier har gennem de seneste 25 år dokumenteret effekten af den motiverende samtale inden for alkohol- og misbrugsområdet. Her viser forskningen at metoden både kan anvendes som isoleret intervention og kan anvendes i kombination med andre mere handlingsorienterede metoder som kognitiv adfærdsterapi og skadesreduktion.

Kilder:
Gregers Rosdahl: Den motiverende samtale i teori og praksis, Munksgaard 2013.
Lundahl et. al. (2010): A metaanalysis of MI – 25 years of empirical studies
Hettema, Steele & Miller (2005): Motivational Interviewing, Annual review
Miller (1983): Motivational Interviewing with problem drinkers